et årti i cder

det første årti i det nye årtusinde bød på mange gode plader, bøger, film, modeshows, kollektioner og andre spændende ting. men hvad var det bedste?

vi starter med årtiets bedste plader: hvad er dine yndlings plader fra det sidste årti - og hvorfor?


eva laksøe; regnsky.dk

1. Mew - No More Stories osv.
Sjældent har harmonierne været så smukke, kontrasterne så store og udtrykket så sammenhængende som på Mews 5. album, der i den grad indfriede alle forventninger. Fra den lette, opløftende popsang "Beach" til "Introducing Palace Players" ubesværede genrerjonglering, sidder nerver og følelser uden på tøjet, og i kombination med sikkerheden i melodi og instrumentering, fortjener bandet nu for alvor kronen som konger af dansk rock.


2. Lusine - A Certain Distance
Første gang jeg stifter bekendtskab med Lusine, er det singlen "Two Dots"s ansvar at overbevise mig om, at electronica-troldmanden fra Seattle har fat i det rigtige. Opgaven lykkedes til UG, og da jeg et par uger senere får opsporet albummet, åbnes et endnu mere komplekst lydunivers for mig. Den kølige knitren og de spinkle melodier blev den evige efterårsledsager og er slidstærk nok til endnu at være den elektroniske udgivelse fra 2009 som jeg forsætter med at vende tilbage til.


3. Grizzly Bear - Veckatimest
Grizzly Bear indfriede med Veckatimest alle de MEGET høje forventninger, som de to foregående udgivelser havde varslet. Sammenspil og ambitiøse arrangementer i poppede omgivelser og bløde vokalharmonier står nu engang mit hjerte nært. Når Grizzly Bears krummelurerfyldte melodier for alvor fik lov til at udfolde sig på "Ready, Able", "Cheerleader" og "While You Wait For The Others" ryger mit lykkebarometer i top, hvor det bliver lige til den hjerteskærende smukke "Foreground" lukker bandets tour de force.

Mike Sheridan; DJ og musiker

1. Ryan Adams - Love Is Hell
ryan adams er jeg bare fan af. jeg kan slappe af til hans musik. jeg skal ikke lytte efter alle mulige latterlige bip blop lyde, jeg kan bare finde ro i hans plader. det er som om alt andet er kaos i forhold til, og at jeg ikke har oplevet kontakt med det indre overhovedet før jeg ligesom genkender hans stemme og hans toner - og så føler jeg det som om jeg sidder med min bedste ven og drikker vin og har det RIGTIG godt.
det er en sær form for feelgood.

2. Coldplay - Parachutes
produktionen er fantastisk
den appellerer til nogle følelser
jeg har altid set på den som en tudeplade. det synes jeg også love is hell er, men det er bare nogle kunstnere som brænder igennem ti gange mere end alt andet. på nogle helt basale principper - du ved, det handler ikke om at være smart eller artsy, det handler ikke om at lave det ene hit efter det andet, det handler heller ikke om at være bedre end alle andre, det handler om at være sig selv og fylde de huller ud som man har indeni

parachutes kan ihvertfald sende mig et andet sted hen, har hørt den på ferie, i fly, i taxaer, og før spillejobs og mens jeg har arbejdet med nogle projekter - og den får mig altid i det humør jeg gerne vil være i når jeg skal tænke. men det er det der skal til for mig - jeg synes jeg har faret rundt de sidste mange år efterhånden, og så har jeg bare brug for engang imellem at trække stikket ud og lytte til det som så med tiden er blevet musik som jeg elsker.


SIlke; Sssilke.Blogspot.Com
björk – vespertine ’01
Vespertine er i aftenen. Aften betyder nat. I natten græder vi. Alt det, vi ikke har ord for, bliver sagt. Små salte tårer marcherer ned ad fine, røde kinder som tinsoldater på vej mod prinsessen. Stjerner skyder og stilheden lægger sig som dug over blomstermarker, hvori der elskes. Fem sekunder bliver femten minutter.
At knuge sin elskede ind til sig. Tage den første bid af en jordbærkage. Færdiggøre. Florere. Forelske sig. Hoppe i sjippetov, sanse. Smile.
Sådan lægger den sig ind under huden, prikker sig ind i venerne, indikerer kronisk kohærens. Er det sidste tog hjem og det første til kærligheden.

Sådan er Vespertine for mig, og netop derfor er Vespertine for mig.

og til sidst vil jeg fortælle hvilke plader jeg synes der har skilt sig ud i det første årti;

1. bon iver - for emma forever ago
en stemme jeg umuligt kan blive træt af. en følelse der aldrig bliver gammel, og et tankemylder der aldrig stopper. uendeligt mange følelser samlet på ganske få numrer, der båder kan få mig helt op og nå den øverste sky og helt ned i kulkælderen. for emma, forever ago er en vigtig plade for mig, fordi jeg igen og igen falder tilbage til den. sange som skinny love, re: stacks og blindsided indprinter sig på indersiden af hjernen og forbindes med minder, følelser og stemninger. for emma, forever ago er en af de cder jeg glæder mig allermest til at pakke ned og finde frem igen om tyve år.

2. choir of young believers - this is for the white in your eyes
højt til loftet, storladet og følelsesbetinget. alle mulige store ord samlet på relativt kort tid.

3. efterklang - parades
som sagt, som at gå hjem i snevejr med den man allerbedst kan lide. jeg er fascineret af at der kan komme så melankolsk og stor lyd, af et lille dansk band som efterklang. herrekor, store symfoniske mesterværker og små piblende lyde der er tilsat kant, krydderier og interessante tekster - meget mere kan man ikke forvente.

4. thom yorke - the eraser
igen en plade, en stemning og en udefinerbar følelse. thom yorke synger sig altid lige ind i hjertet på mig, men jeg må ærligt indrømme at jeg synes han er bedre uden radiohead. inspirerende og iscenesættende for lange ulykkeligt forelskede morgener, med en masse mangel på søvn. the eraser er nok min 'rejseplade', (som mike beskrev det), og jeg synes der er så mange små fantastiske litterære linjer på den plade at man burde skrive en bog om det. jeg er forelsket i thom yorkes ulykkelige stemme, og det vil jeg nok altid være.

5. mew - frengers
mew var i mange år min teenage besættelse. med sange så smukke at man føler man dør og bliver genfødt på én gang. i virkeligheden burde jeg skrive alle mews plader på min lille liste her, men så ville den vel blive lidt monotom og småkedelig. jeg vælger at fremhæver 'frengers' fordi der er nogle af de smukkeste og mest dybtfølte ballader der nogensinde er blevet skrevet på. jeg kan, som en af de eneste plader, høre frengers fra start til ende uden at få lyst til at skifte nummer. frengers passer til bidende kulde og brændende varme - til vinter og til sol!




hvad er jeres yndlings plader i det første årti i det første årtusinde, og hvorfor?!