2. februar 2010
idag begyndte det at sne igen. ikke lidt, men så meget at alle mine venner fik fri fra skole og fik lov til at blive i sengen med varm kakao og varme hjerter. jeg selv stod midt i myldret af små hvide fnug der faldt fra himlen og så op. jeg var så tilfrosset at det nærmest svarede til hvor blank og iskold du har efterladt mig. du siger du er ligeglad med alt toenighed og kærlighed imellem os, og at der ikke er noget. hvis der ikke er noget, hvordan kan du så tvinge dig selv til at røre ved min nøgne krop, kysse mine tørre læber og se mig dybt i øjnene? så står man tilbage med stilstand som tilstand og intet imellem hjerte og hjerne. ingen varme, ingen udsigt, ingen farver, ingen smil, ingen glæder, ingen venner der har tid til en, ingen du og ingen jeg. så er tøj, venner, familie og musik og alt andet næsten lige gyldigt. for du er der ikke til at dele det med mig. kæreste læsere, hvad gør man ved et hjerte der ikke vil stoppe med at gøre ondt?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Love is a blind whore, with mental disease and no sense of humor.
SvarSletDer er desværre ikke meget at gøre. Og ligemeget for meget du forsøger at glemme personen, vil små ting bringe dig helt tilbage til startpunktet igen.
I bund og grund kommer det hele an på dig, du kan dvæle ved fortiden og hænge dig selv op på minder der ingen vegne hjælper, eller lede efter nye smil i mængden.
Du behøver ikke smidde personen helt væk, for hvis det er en der har betydet meget for dig, som det lyder som om her, så er personen allerede en stor del af dig, og det er ren logik at man ikke kan fjerne store dele af sig selv og slippe levende fra det. Du bliver derimod nødt til at sørge for at personen kommer til at være en mindre og mindre del af dig.
Der er massere smil herude, det handler bare om at åbne øjnene og smile tilbage selvom det slet, slet ikke er det du har mest lyst til.
Held og lykke, fra en been there done that læser.