Billede: Dann Nørgaard
Fuldmånen over Toscana igår nat.
Jeg drømmer mig tilbage.
Klokken er i skrivende stund 00:52 på uret på min telefon, og jeg sidder alene i bilen. Eller sådan føles det i hvert fald. Kender I den der følelse, der er en blanding af nostalgi og glæde, der fylder en, når man kommer hjem fra en rejse? Man er på den ene side trist over at en masse (for det meste) gode, fantastiske, vanebrydende oplevelser har fået en ende, men på den anden side er man alligevel lidt glad for at komme hjem til de vante rammer, dagligdagen og kendte ansigter igen. For mit vedkommende varer den glæde kun i et par dage, så ville jeg ikke have noget imod at pakke taskerne på ny og drage ud på endnu et eventyr. Leve i nuet i stedet for at lade sig overtage af hverdagen og igen ende i samme rille som før.
Udenfor ruden er himlen stjerneklar og månen næsten fuld. Aftagende. Med til at gøre den småtunge post-ferie nostalgi endnu tungere, men samtidig holder den en påmindelse om noget større og vedvarende og mere fantastisk end det, jeg er ked af at vende tilbage til. Så er alting alligevel ikke så slemt. En monoton stemme summer ud af radioen og fortæller om begivenheder fra hele verden på en måde, der, hvis man ikke lytter helt efter, kan lulle i søvn og få dig tættere på månen og tankernes spind. 01:06 og 14 minutter tættere på varmen under min egen dyne, i mit eget værelse, med min egen duft og uden fremmede lyde til at forstyrre eller forstørre nattens skygger. "To satelitter blinker i fortrolig enighed". Dette er mit natkvad. Sov godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar