
Nu kunne jeg så endelig få snøvlet mig sammen til at skrive part 3.
Part 3: Den del der omhandler tanker omkring at bo i København, som jyde.
Hvis du kunne tænke dig, at læse både part 1 og part 2, så tryk her og her.
Det har ikke været mange gange jeg har taget turen til Jylland i løbet af det snart forgangne år jeg har boet i København. Jeg har haft travlt og på en måde var det en god ting, i forhold til jeg kedede mig en smule i Herning. Jeg tror man kan tælle turene på en hånd, hvilket er lidt pinligt. Men når det er sagt, så elsker jeg at komme hjem. Når jeg er i Århus, kan jeg tage i byen én enkelt aften og nå at få hilst på alle vennerne og høre om hvordan det går. Jeg kan få lov at slappe af og gå ned i gear. Men efter et par dage, når jeg har fået hilst på vennerne og jeg har brugt tid sammen med familien, mærker jeg en længsel. En længsel efter at komme tilbage til København. Larmen. Lysene. Folk. Bare hele den stemning som jeg holder så meget af. Når jeg er i København kan jeg længes efter Stilheden. Naturen. Afslapning. Men jeg er glad for jeg kan have begge dele og få dem i de doser der passer mig bedst. Jeg er heldig. Nogengange så glemmer jeg det. Men jeg bliver så glad indeni, når jeg bliver mindet om det.
Jeg har ikke rigtig haft tiden til at reflektere over, hvordan jeg har haft det med at være flyttet før nu. Det er egentlig også først nu jeg føler jeg ærligt kan sige hvordan forskelene er på byerne. Ej, altså jeg har jo nok mærket dem allerede, men det tager tid at vænne sig til noget nyt og lade det blive ens hverdag. Det har ikke været svært for mig at falde til, da jeg havde en del venner og bekendtskaber i København. Mange af mine venner fra Århus, har også taget springet og flyttet herover på grund af studie eller arbejde. Så det har været rart at have noget velkendt, i nye omgivelser.
I starten var det svært at finde rundt, jeg for hele tiden vildt og da jeg på det tidspunkt ikke havde en telefon med gps, blev der tit ringet til min kæreste, for at han kunne google hvor jeg stod og give mig en rutevejledning. Jeg tror københavnerne med vilje, har sat så få vejskilte op som muligt. Så vi jyder kan fare vildt og ufrivilligt føle os helt fortabte i storbyen. Man kan så til gengæld sige, at jeg nu kender nogle dele af byen bedre end folk der har boet her i virkelig mange år af deres liv. Når man cykler på cykelstierne skal man vide hvad man vil, i hvert fald i myldretrafikken. Her kan man ikke bare lulle afsted på sin cykel og nyde sine omgivelser, i hvert fald ikke inde nær centrum.
Men jeg elsker at bo i København, jeg er sådan en person der hele tiden skal stimuleres ellers så keder jeg mig, så derfor passer det mig perfekt at jeg kan "vælge og vrage" mellem det store udvalg og den mangfoldighed af arrangementer der udfolder sig her. Her er det nemt at finde åndsfæller og folk der har de samme interesser som én selv og der er dejligt mange skøre og frie typer som ikke har særlig mange bekymringer, men nyder livet på hver deres egen måde. Og hvis det i sidste ende bliver lidt for meget for min lille jydesjæl, som stadig befinder sig et sted i kroppen på mig. Så kan man sagtens opholde sig hjemme i lejligheden og opleve nogle af disse skønne mennesker på afstand eller søge tilflugt på en af de mange hyggelige caféer som har en hyggelig stemning, som var man hjemme hos en rigtig god ven.
Ordsproget siger at man ikke kan få i både pose og sæk, men det synes jeg i hvert fald godt jeg kan.
Maria! Jeg foreslår at vi drikker en kop kaffe/bajer snart! Vores situationer er nærmest identiske, så vi må ha' en hel del at snakke om.
SvarSletDet lyder som en dejlig idé Nanna, lad os lige skrives ved efter jeg har været til eksamen! :)
SvarSlet